Link til forsiden
 

Del på Facebook
 

De valgte biblioteket
Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening

 
Tillykke til alle de nyvalgte kommunalpolitikere. Det bliver rigtig spændende at skulle arbejde sammen med jer i den kommende periode, og i Danmarks Biblioteksforening håber vi, at bibliotekerne vil fylde godt i jeres prioriteringer og fremtidige indsats.
 
På dagsordnen
Det lykkedes på mange området og gennem mange kanaler at få sat bibliotekerne på den kommunalpolitiske dagsorden op til valget den 17.
november. 
 
Mange af de lokale biblioteker gjorde en rigtig stor indsats for at få bragt biblioteket ind i kampen både ved at arrangere debatmøder på og om bibliotekerne, men også gennem en lang række andre aktiviteter som speakers corner, facebook-kurser for politikerne og meget mere. I biblioteksforeningen har vi løbende samlet op på det hele og sendt inspirationsmateriale ud til bibliotekerne.
Vi har også sendt mail direkte til alle kandidaterne med ammunition til valgkampen under overskrifter som “Biblioteker giver god samfundsøkonomi” eller “Et godt bibliotek giver bedre integration”. Det har vi fået god respons på, og det har præget de lokale debatter.
Et af de emner, som virkelig trak overskrifter, var vores budgetundersøgelse. I mange medier lød det “Mindre reduktioner i budgetterne og bibliotekslukningerne er stort set stoppet - men budgetreduktionerne rammer især personalet!” I denne udmelding forsøgte vi at vende en negativ historie om stadig nedskæringer på kulturen til også at finde det positive i, at nu ser det foreløbig ud til, at man har stoppet bibliotekslukningerne.
 
Velkommen i Danmarks Biblioteksforening
Vi glæder os til at møde jer i DB, som gennem politisk virksomhed og andre aktiviteter arbejder for det frie, åbne, demokratiske samfund med fri og lige adgang til information og kultur for alle via stærke lokale folkebiblioteker.
 
DBs enestående styrke er foreningens sammensætning. Vi repræsenterer både medlemskommunernes kulturudvalg ved kommunalpolitikerne, bibliotekerne og deres ledere, de personlige medlemmer og andre centrale aktører. P.t. er 91 ud af landets 98 kommuner medlemmer.
 
Foreløbig er der valg til foreningen, stil op og vær med til at fremme bibliotekerne nationalt og lokalt! På gensyn på DBs store Årsmøde den
24.-26. marts i Esbjerg.
 
Stadig brug for kulturkamp
Kampen for at få kulturen og bibliotekerne højere op på den politiske dagsorden fortsætter, og det håber jeg alle de nyvalgte politikere vil være med til, for uden kultur bliver vi et fattigt samfund.
 
Men nu er bibliotekerne jo heldigvis meget mere end kultur, da de jo også er viden, læring, information, oplevelser og meget mere. Og det skal vi vise!
 
Så til alle jer ude i bibliotekerne: tag godt imod de nye politikere, inviter dem inden for og vis dem, hvad I kan. For I kan meget!
 
 
© Danmarks Biblioteker 2000 - 2010