Vi elsker biblioteket!
Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening
Sådan lød en række overskrifter i sommerens aviser. Det er da ualmindelig dejligt, at borgerne har det sådan med vores folkebiblioteker, og det er et rigtig godt afsæt for den fortsatte biblioteksudvikling, at borgerne er interesserede i bibliotekerne.
Det var en undersøgelse af den danske befolknings tilfredshed med det offentlige i Ugebrevet Mandag Morgen, der i sommer førte til artikler om, at bibliotekerne yder den bedste offentlige service og kommunernes job-centre den værste.
For tiden snakkes rigtig meget om brugerdreven innovation. Det handler selvfølgelig om at være fremme på beatet og finde de nyskabelser, der kan forbedre vores produkt og service. Men det handler også om at tage borgere seriøst og tage dem med på råd. Hvis man sammenholder det med, at bibliotekernes brugere er tilfredse, har vi alle muligheder for at inddrage dem og få dem til at bidrage og medvirke til at skabe fremtidens bibliotek.
Det handler bare om at komme i gang og få fat i dem, samtidig med at vi skaber åbne processer, der tydeliggør, at det nytter at bidrage.
Partnerskaber
Skal bibliotekerne fortsat udvikle sig, skal der skabes partnerskaber og netværk. Ikke kun med brugerne, men også med alle andre aktører i samfundet. De andre kulturinstitutioner, de andre offentlige tilbud, erhvervslivet, netværk i nærmiljøet og borgere med noget på hjertet.
Et af de seneste eksempler vi har set på succesrigt samarbejde mellem en privat virksomhed og bibliotekerne er fra Sønderjylland.
Aabenraa Bibliotekerne og Mejeriet Naturmælk har indgået en aftale om at opstille et lille bibliotek i mejeriets personalekantine. En konkurrence blandt mejeriets personale gav biblioteket navnet Læ-seriet. Samtidig vil mejeriets kartoner være forsynet med en annonce om mejeriets samarbejde med Aabenraa Bibliotekerne. Sådan at begge parter får noget ud af det, og det er jo det, hele partnerskabs-tanken handler om.
Der er faktisk mange gode eksempler på samarbejder og borgertilfredshed i det ganske land. En udvikling vi i Danmarks Biblioteksforening håber vil fortsætte.
Med et stærkt engageret personale og en stærk folkelig opbakning, kan bibliotekerne komme på dagsordenen i den kommunale valg-kamp med ordene: Vi elsker også Jer. |