Hovedparten af de love af kulturpolitisk tilsnit, som vedtages på Christiansborg, har et komfortabelt flertal hen over midten bag sig, og i de kultur- og bibliotekspolitiske programerklæringer, udspil og meldinger, der kommer fra partierne, er der da også sjældent afgrundsdybe divergenser. Det er imidlertid meget forskelligt, hvor indgående de enkelte partier præsenterer deres kultur- og bibliotekspolitik, og hvad ét parti for eksempel erklærer som sine overordnede holdninger til de offentlige kulturinstitutioner, herunder bibliotekerne, kan i forbavsende mange tilfælde faktisk ligeså godt have flere af de andre partier som afsender.

 

Kodeordene er kvalitet og mangfoldighed, og et begreb som armslængdeprincippet nyder i hvert fald i teorien bred opbakning. Som det udtrykkes af flere partier, så skal politikerne udstikke rammerne og sørge for økonomien, men de skal ikke styre kulturlivet. Hvad og hvem, der skal modtage økonomisk støtte, må afgøres af fagfolk, ikke af politikerne, som det udtrykkes i Det Konservative Folkepartis kulturprogram.

 

Der synes ligeledes at være bred tilslutning til det moderne, udvidede biblioteksbegreb. Til det hybride bibliotek. Til biblioteket som demokratiets dannelsescenter. Til “det frie rum, hvor alle mennesker er lige”, som et af målene lyder i udkastet til et omfattende inspirationskatalog til en fremtidssikring af folkebibliotekerne, som Venstres medlemmer af Folketingets Kulturudvalg arbejder med p.t., og hvis hovedtanke går på 100 flagskibsbiblioteker!

 

Mens det ifølge De konservative, er en samfundsopgave at værne om kulturarven og de kulturbærende institutioner – de er en kulturnations hukommelse og spejl – så ønsker De Radikale at udvikle folkebiblioteket til et moderne kultur-, videns- og aktivitetscenter, let tilgængeligt for alle og med ansvar for digital vidensformidling. De Radikale er ligefrem så begejstrede for biblioteksidéen, at partiet konkret foreslår, at der oprettes en international fond, der som et led i demokratiudvikling og bekæmpelse af analfabetisme skal støtte opbygningen af biblioteker i den 3. verden.

For god ordens skyld understreger Venstre, at bøgerne fortsat skal spille en central rolle, og partiet ønsker så absolut ikke, “at bibliotekerne udvikler sig til rene computerspille-caféer”. Men både Venstre og de øvrige partier finder det indlysende, at også de elektroniske medietilbud inddrages og at et moderne folkebiblioteks opgavefelt omfatter langt mere end formidling af trykt materiale.

 

En rundvandring blandt de politiske partiers markeringer på nettet viser endvidere, at det kommunale selvstyre omgærdes af næsten næsegrus respekt. Dansk Folkeparti udtrykker dog på det punkt et ikke uvæsentligt forbehold. “Borgerne skal kunne regne med en anstændig og ensartet service på et højt niveau, lige meget hvor de bor i landet”, hedder det i partiets brochure op til kommunalvalget. Men løser en kommune ikke en opgave tilfredsstillende, så må den fratages kommunen. Eller det kan blive nødvendigt at ændre opgavefordelingen mellem stat og kommunerne.

Skønt næppe mange af partierne tror noget sådant kan blive tilfældet på biblioteksområdet, så er specielt Socialdemokraterne og SF stærkt bekymrede over de sidste års mange bibliotekslukninger, indskrænkninger af bogbusdriften og reduceringer af åbningstiderne og mediebevillingerne, og mens det første parti slår til lyd for “nemmere tilgængelighed” og også udvidede åbningstider, så opfordrer det sidste kulturministeren til at igangsætte en redningsplan for at komme den pågående misere til livs.

 

Der er dog også forskelle. Både når det gælder konkrete spørgsmål, og det overordnede ideologiske afsæt. De Radikale vil bruge kulturpolitikken til at “skabe mentale broer i Danmark og ud i verden”, mens DF vil styrke danskheden i alle landets offentlige institutioner. Enhedslisten vil ifølge partiets kulturudvalg have en kulturpolitik, som modvirker “den omsiggribende materialisme og individualisering og stigende fordummelse og overfladiskhed i samfundet”, og som fremmer udviklingen hen mod et samfund, hvor det ikke bare handler om at bevare, men om at øge de individuelle og kollektive demokratiske rettigheder. I SF synes man, at store dele af kulturlivet er alt for afhængigt af markedet og den kommercielle kulturindustri. Derfor vil SF skabe bedre muligheder for at distribuere kultur uden om det kommercielle marked, styrke de offentligt finansierede kulturinstitutioner som f.eks. bibliotekerne, og skærpe deres public-service-forpligtelser. På den modsatte fløj plæderes der til gengæld for et større privat engagement på kulturområdet, for nye driftsmuligheder og blandingsformer mellem privat og offentlig finansiering.

 

”Kultur er hele tiden i bevægelse. Derfor må kulturpolitikken aldrig blive statisk”, hedder det i De konservatives program, og selvom ikke alle partier efterlever dette lige overbevisende i praksis, så er det sikkert noget alle vil skrive under på. Og forhåbentlig også på, at der, sådan som det anføres i ovennævnte inspirationskatalog fra Venstre, ligger et kæmpemæssigt potentiale i folkebibliotekerne.

 

Se mere information på partiernes hjemmesider.