Link til forsiden
 

Del på Facebook
 

Bibliotekerne satser rigtigt
Ny Gallup Undersøgelse

Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening
 
Diskussionen om bøger eller alle de andre materialer, har det med hele tiden at dukke op i biblioteksdebatten. Desværre er der nogen, der har en tendens til at fordreje debatten ved at gøre det til et “enten eller”. Jeg vil bare stilfærdigt igen gøre opmærksom på, at det er et “både og”.
 
Det har vi lige fået bekræftet endnu engang, da en ny undersøgelse viser, at hver tredje biblioteksbruger kommer på biblioteket for at låne spil, lydbøger og musik. Hvis der kommer flere digitale medier på bibliotekerne, vil hver femte bruger benytte biblioteket mere.
 
Undersøgelsen, som er lavet af Gallup for Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og HK Kommunals Biblioteksudvalg, viser, at hver tredje bruger går på biblioteket for at låne fra bibliotekernes tilbud af digitale medier. De unge mellem 15 og 29 år er de flittigste lånere, men undersøgelsen viser samtidig, at brugere i alle aldre har taget muligheden for at låne digitale medier til sig.
 
Undersøgelsen viser også, ligesom Statistik 2008, at biblioteksbrugernes interesse for at låne digitale medier er stigende. Således siger hver femte bruger til Gallup, at de ville bruge biblioteket mere, hvis udbuddet af digitale medier blev større.
 
Nu skal det så ikke få os til at falde i den anden grøft og kun satse på de digitale medier. Bogen har nemlig stadig en central placering hos biblioteksbrugerne. Undersøgelsen, der er gennemført i juni 2009, viser nemlig, at 8 ud af 10 biblioteksbrugere låner bøger, når de går på biblioteket. 
 
Det er vigtigt, at vi arbejder med at finde ud af, hvad brugerne efter-spørger og specielt hvordan den fremtidige efterspørgsel udvikler sig. Det gælder både for os politikere, når vi skal budgettere, og for fagfolkene ude på bibliotekerne, når de skal købe ind. Derfor var det vigtigt for os at få lavet denne gallupundersøgelse, hvor vi også forsøger at afdække en masse andre ting. Men det vender vi tilbage til, for i skrivende stund er blækket knapt tørt.
 
Og derfor – følg med i debatten henover sommeren, både i medlems-mails og i pressen! Deltag gerne selv.
 
I udgangspunktet synes jeg bare, det er dejligt at få bekræftet, at borgerne sætter pris på bibliotekernes indsats for at have et opdateret og moderne tilbud til borgerne, og et sådan tilbud er altså både de digitale medier, de mange kulturelle tilbud og selvfølgelig bøgerne.
 
Det betyder, at bibliotekerne gør det rigtige, når de både har bøger og digitale medier til udlån. Selvom bøgerne er populære, så vil brugerne gerne kombinere dem med de digitale medier.
 
 
© Danmarks Biblioteker 2000 - 2010