Kom så ud og besøg bibliotekerne
Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening
DBs direktør og jeg har netop været på rundtur til Danmarks Biblioteksforenings fem regioner. Vi skulle hilse og sige, at der er fuld knald på derude i bibliotekerne. Vi fornemmede også, at man er glad for det regionale samarbejde, selvom det ikke alle steder er lige nemt at engagere alle medlemmerne bl.a. pga. de store afstande, men også fordi politikerne i de nye storkommuner har fået meget mere travlt. Derfor skal vi i de kommende år fortsat diskutere, hvordan vi optimerer vores organisation.
Den primære grund til vores debatturne er arbejdet med den ny DB-strategi. Og i regionerne vil de gerne snakke strategi. Både kommunalpolitikerne og fagpolitikerne var enige i, at de ville have skarpe dilemmaer fra DB centralt, som man kan diskutere lokal udvikling ud fra. Og meget gerne mere vidtgående end vi i første omgang havde forestillet os.
De er også enige i at synes, at det er et godt middel til at skærpe dialogen om udviklingen af det moderne bibliotek og til at få den nødvendige politiske debat om det.
Gå på biblioteket
Jeg vil her gerne opfordre de lokale politikere til at gå på biblioteket. For det er min klare overbevisning, at politikerne skal være mere opsøgende i forhold til deres lokale bibliotek, og hvad det har at byde på. De skal både inspirere og inspireres. Det er politikerne, der skal skabe rammerne og stille krav, men udviklingen kommer kun gennem en aktiv dialog med bibliotekerne, fagfolket og brugerne. Men det forudsætter, at politikerne rent faktisk kender og kommer på deres lokale biblioteker.
Så gå ud om spørg jer selv om I har et moderne bibliotek, og hvad der skal til for at give borgerne de bedste muligheder for at udnytte det. Eller måske endda det store spørgsmål om “hvad er det moderne bibliotek?” Bibliotekernes tilbud skal nemlig matche borgernes behov.
Debat
I forlængelse af Carina Chistensen-udvalget vedr. “Folkebiblotekernes rolle i vidensamfundet” er vi i gang med at planlægge, hvordan vi får sat en fælles dagsorden, hvor vi får bredt diskussionerne ud, så det ikke kun foregår mellem udvalgets medlemmer, men også med alle de andre der interesserer sig for bibliotekernes udvikling.
Derfor har vi i DB også planer om at lave en temadag eller to, med oplæg fra centrale aktører, både fra bibliotekernes fagfolk, kommunalpolitikere og fra Folketing og ministerium.
Lige nu er vi også ved at lægge sidste hånd på debatmaterialer, der kredser om både strategi og som også gerne skulle få bibliotekerne på dagsordenen til kommunevalget.
For Danmarks Biblioteksforening er det nemlig super vigtigt, at vi også bruger denne lejlighed til at få skabt debat om fremtidens bibliotek. For det er jo kun gennem debatten, vi kan skabe den fælles forståelse og nå frem til en klar fælles strategi for bibliotekerne som centralt lokalt omdrejningspunkt i fremtidens vidensamfund.
|