Tilbage til basis!
Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening
I sidste nummer af Danmarks Biblioteker skrev jeg i lederen, at vi har brug for en ny fælles politisk biblioteksvision.
De seneste udviklinger i biblioteker underbygger efter min mening klart det krav. Jeg tænker her først og fremmest på aftalerne mellem regeringen og kommunerne, der intet indeholder om kultur og intet om biblioteker. Kulturpolitikerne og biblioteksmedarbejderne skal på hårdt arbejde de kommende måneder!
Men også den fornyede bølge af filiallukninger, som er i gang i kølvandet på de 105 filialer, der lukkede i 2007, er en forkert udvikling. Vi har i Danmarks Biblioteksforening hele tiden haft den holdning, at det kan være ok at lukke små, utidssvarende filialer, hvis pengene vel at mærke bruges til at styrke det samlede bibliotekstilbud i en kommune. Men hvis det udelukkende drejer sig om besparelser, så er vi stærkt betænkelige.
Den betænkelighed bliver ikke mindre, når vi ser, at en af landets store, rige kommuner, Lyngby-Tårbæk, overvejer at lukke alle sine filialer, så kommunens 50.000 indbyggere udelukkende skal betjenes fra hovedbiblioteket i Lyngby – alene med det formål at spare penge. Heldigvis er forslaget endnu ikke vedtaget, og jeg håber ikke, at det bliver vedtaget, for det er en helt forkert udvikling.
Det er uheldigt, fordi det er med til at udtynde lokalsamfundenes funktioner, og specielt børn, gamle og fysisk handicappede lades i stikken.
Her midt i videnssamfundet har vi mere end nogensinde brug for det lokale kultur- og informationssted, men med den økonomiske situation, der tegner sig for kommunerne i 2009, er jeg virkelig bekymret for, om politikerne igen i år vil bruge bibliotekerne som spareobjekt.
Kan vi virkelig være det bekendt i et af verdens rigeste samfund?
Jeg mener, at vi har brug for at besinde os på hvilke værdier, bibliotekerne repræsenterer i vores samfund, og hvad det er, borgerne og lokalsamfundene har brug for.
Vi skal igen sætte fokus på biblioteksidéen og på folkebibliotekernes bærende værdier som kultur- og informationsskabende institution. Ikke mindst bibliotekets rolle som “demokratiudvikler” gennem borgernes “selvstændige meningsdannelse”, som det hed i en ældre bibliotekslov, er helt central i dagens Danmark.
Dét har vi brug for at samle os om i et fælles nationalt og kommunalt håndslag. Og til min store glæde ser det ud til, at Danmarks Biblioteksforening sammen med landets forfatterforeninger kan gå sammen om en henvendelse til kulturminister Brian Mikkelsen.
Dét arbejder vi på, og min påstand er, at ressourcerne til biblioteket vil følge med, hvis vi har en fælles vision om fremtidens folkebibliotek, for vi har aldrig haft mere brug for det værdibaserede bibliotek, end vi har nu – midt i det globaliserede videnssamfund! |