Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening

 

Vinterens hidsige debat om bibliotekernes rolle i dagens samfund var på mange måder en øjenåbner, og en af de helt centrale ting, den viste mig, var, at der i dag er en stor afstand mellem den vej, de professionelle ser bibliotekerne bevæge sig, og den vej, bibliotekernes politikere ønsker sig.

 

Det er potentielt et stort problem og et langt større problem end det, debatten på overfladen handlede om, nemlig bøgernes rolle i fremtidens bibliotek.

 

Jeg ser med stor alvor på den afstand, der afslørede sig, fordi en af de vigtige grunde til de danske folkebibliotekers flotte udvikling i det 20 århundrede er, at der har været politisk enighed om bibliotekernes store betydning – både i folketinget og i kommunerne. Fra højre til venstre i dansk politik har der været konstant opbakning (med ganske enkelte undtagelser), og alle bibliotekslove er vedtaget med store flertal.

 

Den enighed er ganske enkelt en nødvendig forudsætning for udvikling, og derfor mener jeg, at vi er nødt til at tage en mere overordnet politisk diskussion om, hvor bibliotekernes skal hen.

 

I kampens hede foreslog jeg, at vi skulle have en ny bibliotekslov.

Ikke for at afklare bøgernes rolle, for naturligvis skal og har bøgerne også i morgendagens bibliotek en central rolle. Nej, grunden til, at jeg foreslog en ny bibliotekslov, var, at jeg ser et stort behov for at få en fælles politisk vision for folkebibliotekernes fremtidige udvikling.

Den nuværende bibliotekslov har været en fornem ramme om bibliotekernes udvikling fra det rent fysiske bibliotek til det hybride bibliotek, og vedtagelsen af mediernes ligestilling var vigtig i 1999.

 

Men nu er der gået næsten 10 år med en eksplosiv udvikling. Det er i dag en selvfølge, at alle biblioteker giver adgang til internettet, og mediernes ligestilling handler i dag i vid udstrækning om konvergens mellem medier. Udfordringen ligger i dag meget mere på servicesiden end på materialesiden, og opgaven er bl.a. at forandre “stillen til rådighed”, som Biblioteksloven udtrykker det, til aktiv udadvendt service.

 

Så en nøgtern konstatering er, at vi ikke længere har en bibliotekslov, der udstikker retning. Vi har en lov, der – som nogle udtrykte det i debatten – “ikke gør skade”.

 

Det er i mine øjne for beskedent! For hvad og hvem skal udstikke retningen for biblioteksudvikling frem mod 2020?

 

Om vi skal have en lovrevision eller en politisk vedtaget national biblioteksstrategi er jeg ikke afklaret overfor.

 

Men at der er brug for en ny politisk konsensus, byggende på et nyt bredt udredningsarbejde om “fremtidens bibliotek”, er jeg til gengæld helt sikker på. I det arbejde er det helt nødvendigt at Danmarks Biblioteksforening som repræsentant for kommunernes kulturpolitikere får en central plads – og vi er parate til at trække i arbejdstøjet.

 

Jo før, jo bedre.