Link til forsiden
 

Del på Facebook
 

Bibliotekerne skal være mere offensive
Vagn Ytte Larsen, formand, Danmarks Biblioteksforening

 
Årsmøde i Kolding
Et fantastisk flot årsmøde er afsluttet, og i dette nummer af Danmarks Biblioteker kan man læse om de mange spændende faglige, kulturelle og sociale indslag på mødet i Kolding.
Hovedbudskabet i Kolding var, at bibliotekerne skal være mere offensive. Hvis vi skulle have været i tvivl, har de seneste måneders debat sammenholdt med nedskæringerne i folkebibliotekernes budgetter de sidste par år vist, at vi skal meget længere frem på banen. Derfor satte Årsmødet også fokus på nye måder at arbejde på, bedre redskaber til at måle, hvad vi gør, og ikke mindst på markedsføring.
Vi diskuterede naturligvis også vinterens store debat om folkebibliotekerne og litteraturen, og jeg lagde op til, at vi her efter Årsmødet vil invitere forfatterforeningerne til dialog. Hverken forfatterne eller bibliotekerne har brug for den grøftegravning, som der har været en tilbøjelighed til i debatten, og derfor ønsker vi at slå bro.
 
På årsmødet lancerede vi også den nye DB-publikation Biblioteksrummet. Inspiration til bygning og indretning. Den blev vel modtaget og købt af rigtigt mange på stedet. Det er med stor tilfredshed, at jeg i Berlingske Tidendes helsides omtale af bogen lørdag den 15. marts ser, at stort set alle Folketing-ets partier (NY Alliance har ikke udtalt sig) bakker op om den nytænkning omkring biblioteket, som bogen introducerer til inspiration for kommunernes politikere og fagfolk med flere.
 
Der var i Kolding stor opbakning til DB’s linie, og der var stor og engageret debatlyst. Det er en fornøjelse at mærke, at Danmarks Biblioteksforenings årsmøde virkelig er den helt centrale begivenhed i Biblioteksdanmark – både for de kommunale og de nationale bibliotekspolitikere og for fagfolkene.
Jeg vil derfor varmt takke de mange, der hver især har bidraget til at gøre Årsmødet i Kolding til en helt særlig oplevelse:
• Tak til Kolding Kommune for en flot modtagelse onsdag aften på Koldinghus. Det var en fantastisk oplevelse og en flot ramme om uddelingen af Edv. Pedersen Biblioteksfonds Forfatterpris, som Hanne-Vibeke Holst helt fortjent modtog. Og særlig tak til Kirsten Sparvath, Kolding Bibliotek, for flot planlægning.
• Også tak til Kolding for de spændende kulturoplevelser.
• Tak til vores sponsorer – og en særlig tak til vores hovedsponsor DBC. Uden jeres mange bidrag ville Årsmødet have været en meget mere beskeden oplevelse.
• Tak til vores udstillere, der igen i år gav os et imponerende billede af, hvad bibliotekernes leverandører og overbygninger kan præstere.
• Tak til kulturminister Brian Mikkelsen, der gav os et veloplagt oplæg om, hvor vi er på vej hen.
• Tak til de mange spændende oplægsholdere. Det var dejligt at få sat ord, billeder og levende og engagerede mennesker på den udvikling, vi ellers kun læser om.
• Og det var dejligt at få de store linier trukket op, som Marie Laure le Foulon og Christian Mejdahl på hver deres meget forskellige måde gjorde, og som Henrik Byager gjorde på en helt tredje facon.
• Tak til de rigtig mange, der deltog i debatterne på møderne. I var med til at gøre Årsmødet levende og vedkommende.
• Tak til Berlingske Tidende, Jens Andersen og Peter Øvig Knudsen – uden Læsernes Bogpris ville festaftenen være lidt tom – også selvom Jan Gintberg tog os/mig grundigt i skole!
 
Nu glæder vi os til at komme i gang med arbejdet igen – med inspirationen fra Årsmødet som en stærk drivkraft.
 
Og husk: Årsmødet i 2009 er i Aalborg fra d. 11.-13. marts!
 
© Danmarks Biblioteker 2000 - 2010