Tur Danmark og nye rammer for bibliotekerne
Vagn Ytte Larsen, formand for Danmarks Biblioteksforening
Igen et travlt og spændende år er gået. For bibliotekerne og Danmarks Biblioteksforening har det været et år med mange omstillinger og justeringer i kølvandet på kommunalreformen, og det har været ganske imponerende at opleve, hvor godt og hvor hurtigt bibliotekerne har kunnet omstille sig til den nye virkelighed – på trods af de nedskæringer i budgetterne, som vi a|lerede i efteråret 2006 kunne konstatere ville komme.
Også i DB er omstillingen gået godt. Kommunalreformen har – udover en masse praktisk arbejde med omstilling af medlemsfortegnelser, arbejde med oplæg til nye vedtægter for foreningen, etc. – betydet, at DB i dag har væsentligt flere medlemmer, end vi havde før reformen, og vi står i dag stærkere end nogensinde.
Tur Danmark
At det er gået så godt skyldes dels et godt og grundigt forarbejde, men også det initiativ som foreningen besluttede i slutningen af 2006, Tur Danmark.
På Tur Danmark har foreningens Forretningsudvalg og sekretariat været rundt hos de allerfleste af landets kommuner, hvor vi har holdt møder med kulturudvalgsformand, kulturdirektør og bibliotekschef (og dem, vi
ikke nåede, besøger vi i 2008).
Vi havde flere hensigter med Tur Danmark. Først og fremmest ønskede vi at besøge både medlemmer og ikke-medlemmer og høre, hvordan de så deres kommunes biblioteksudvikling, og hvilke planer de havde. Derud-over ønskede vi at diskutere vores ideer til biblioteksudviklingen, og ikke mindst ønskede vi at opfordre alle landets kommuner til at lave politisk drøftede og vedtagne bibliotekspolitikker, så vi ikke som i 2006 skal opleve de mange ups-hovsa beslutninger om lukninger af filialer, der burde være blevet bevaret og bevaring af filialer, som burde være lukket! Og endelig ville vi gerne have idéer fra medlemmerne til, hvordan vi kan give dem en endnu bedre service.
Resultaterne har været over al forventning!
Først og fremmest har vi i foreningen oplevet, hvordan det syder og bobler med gode ideer og ønsker om udvikling hos politikere og fagfolk, men vi har også oplevet, hvor enorme forskellene er fra de bedst udviklede til de mindst udviklede kommuner. Og vi har oplevet, hvor hårdt økonomisk trængt kulturområdet er mange steder. Den fornemmelse fik vi desværre bekræftet, da vi i oktober lavede vores tendensundersøgelse af bibliotekernes budgetter for 2008, for igen i 2008 er der nedskæringer. Vi har stor forståelse for kommunernes situation, men jeg bliver nødt til igen at påpege, at nedskæringerne er et stort problem for udviklingen af bibliotekerne, og det er helt uacceptabelt, at kommunerne midt i videnssamfundsudviklingen beskærer netop bibliotekerne, som er omdrejningspunktet for den lokale videns- og kulturformidling. Det er perspektivløst.
National strategi
Og det fører mig til behovet for en national biblioteksstrategi. Det har vi fremhævet de seneste år, og jeg vil gøre det igen:
Der er brug for en national strategi, der vil kunne fungere som inspiration og motivation for det lokale planlægningsarbejde, men den skal selvfølgelig aldrig kunne diktere det lokale kommunale arbejde. Omvendt er en national strategi ikke meget bevendt uden en lokal fortolkning og bearbejdning. På Tur Danmark har vi haft den meget positive oplevelse, at flere og flere kommuner er i gang med at lave bibliotekspolitikker. Nu mangler en tilsvarende vilje fra det nationale niveau.
Internationalt arbejde
Men det har også været et år med meget internationalt arbejde. Som man også vil kunne læse inde i beretningen, er der sket meget – både i forbindelse med IFLA og i forbindelse med det øvrige internationale og nordiske arbejde. Jeg vil på dette sted blot understrege, hvor vigtigt det er, at vi kommer ud og både får inspiration og bidrager med inspiration. At deltage i en bibliotekskonference i Sydafrika og opleve, at den sydafrikanske kulturminister benyttede lejligheden til at sikre de sydafrikanske biblioteker en ekstrabevilling på 800 mio. kr. over tre år, det giver da inspiration, som nok er værd at tage med hjem til Brian Mikkelsen!
Overbygningsreform
Og apropos Brian Mikkelsen så blev 2007 også året, hvor vi fik en ny centralbiblioteksreform. Vi havde med stigende utålmodighed ventet på en beslutning fra Brian Mikkelsen på den proces, som Biblioteksstyrelsen satte i gang i foråret 2007, og som Danmarks Biblioteksforening bakkede op med det forbehold, at vi ikke mente (og det gør vi fortsat ikke), at en centralisering ville frigøre tilstrækkelige midler til de nødvendige centrale udviklinger.
Lige før jul kom beslutningen, og vi er glade for, at det lykkedes at få en beslutning på plads, der fulgte DBs høringssvar, hvor vi havde peget på mellem 5-7 centralbiblioteker, men ikke havde taget stilling til geografien. En beslutning var vigtig for centralbibliotekerne, men sandelig også for den ny overbygningsudvikling, som i dag er lige så nødvendig som den klassiske. Desværre fulgte der ikke flere penge med, og det vil vi
tage op med ministeren.
DB og pressen
Jeg vil også på denne plads nævne, at det har været et år med usædvanlig meget presseomtale af bibliotekerne. DB har både taget initiativ til og deltaget meget aktivt i alle debatterne, som i høj grad er med til at nuancere borgernes forventninger til det nye bibliotek. Starten på 2008 tyder på, at den større pressebevågenhed er kommet for at blive.
Bibliotekerne og de nye generationer
Også på mange andre måder har 2007 været et vigtigt år. Vores beretning fortæller om de mange aktiviteter, der har optaget os.
Jeg vil her kun pege på to vigtige initiativer, der begge handler om, hvordan vi omstiller bibliotekerne, så de også tiltrækker børnene og de unge. Det første er Biblioteksstyrelsens arbejde med fremtidens biblioteksbetjening af børn, hvor DB har haft to repræsentanter. I lyset af børns brug af bibliotekerne er det et meget vigtigt initiativ, som DB vil bakke op i løbet af 2008. Det andet er DBs meget velbesøgte konference med titlen Ung 2.0. Her lykkedes det at sætte dagsordenen for en ny virkelighed i bibliotekerne, og det er helt nødvendigt, hvis bibliotekerne fortsat skal være relevante for dagens unge – og være i stand til at tage springet til de nye generationers virkelighed.
Tak for samarbejde
Til slut vil jeg takke for det gode samarbejde og alle de gode partnerskaber. Partnerskaber er vejen frem – både for bibliotekerne og for os selv. Ung 2.0 er et rigtig godt eksempel. Konferencen var nemlig lavet i eksemplarisk samarbejde med Roskilde Bibliotek, Næstved Bibliotek og Kommune, Biblioteksforeningen Region Sjælland, Børne- og Kulturchefforeningen – og det var kulturminister Brian Mikkelsen, der åbnede den.
Tak til både organisationerne, til bibliotekernes institutioner, til Biblioteksstyrelsen, Kulturministeriet og kulturminister Brian Mikkelsen, til KL og ikke mindst til DBs mange medlemmer! Udviklingen af de danske folkebiblioteker er helt afhængig af et godt samspil mellem alle interessenter, og det er en stor glæde i det daglige arbejde at opleve, hvor godt det samspil virker.
|