Link til forsiden
 

Del på Facebook
 

Den tredje vej:
Innovation i netværk
Innovation – fokus på et radikalt nyt biblioteksrum


Sara Jørgensen, udviklingschef, Herning Bibliotekerne og Hans Nielsen, udviklingschef, Randers Bibliotek

Du sidder nu med artikel nummer 2 i en mini-føljeton, der løbende videreformidler erfaringer og resultater fra udviklingsprojektet “Den tredje vej”. Første artikel blev bragt i Danmarks Biblioteker nr. 4. 2007, hvor Pernille Schaltz, Aalborg Bibliotekerne og Lars Bornæs, Viborg Centralbibliotek, introducerede projektet.

I denne midtvejsrapport vil vi forsøge at give et indblik i, hvilke arbejdsmetoder projektet anvender i sit forsøg på at udvikle en innovationsmodel samt de spæde idéer til nye koncepter for indretning af bibliotekernes fysiske rum.

Kort om “Den tredje vej”
Den tredje vej som projekt er støttet af Biblioteksstyrelsens udviklingspulje. Projektets resultater bliver 4-6 illustrerede koncepter for et radikalt nyt biblioteksrum samt en metodebaseret model for udvikling af innovative forløb i biblioteksverdenen, og altså dermed et redskab til brancheorienteret innovationsledelse.

Metoden
Processen for “Den tredje vej” er bygget op omkring tre workshops. Den overordnede idé er, gennem de tre workshops, at bringe input fra eksterne oplægsholdere sammen med input fra projektdeltagerne. Løbende i processen udkrystalliseres temaer og idéer til, hvordan fremtidens fysiske bibliotek skal se ud for at matche samfundets og borgernes behov og ønsker. I første workshop arbejdes der med ønskerne set indefra, fra biblioteksverdenens eget perspektiv, og en række temaer skitseres og bearbejdes. Her bidrog bl.a. Biblioteksskolen med input. Dernæst vendes fokus, og i næste workshops identificeres muligheder og problemer fra et eksternt perspektiv. Det eksterne perspektiv bliver tilført fra en række eksterne fagligheder, i dette tilfælde en arkitekt, en indretningsdesigner og en OPP konsulent (Offentlig Privat Partnerskab), der gav deres bud på bibliotekets tilstand og udviklingsmuligheder.

I workshop to afprøves idéerne desuden op mod et panel af bibliotekschefer og politikere fra de fem byer. Her er projektet nået til nu.

I den sidste workshop mødes kigget indefra og perspektivet udefra i en endelig konkretisering af en række koncepter for et radikalt nyt biblioteksrum.

Innovationsprocessen
Den faste projektgruppe bag Den tredje vej består af 2 medarbejdere fra hvert bibliotek, en medarbejder fra Biblioteksskolen samt to arkitektstuderende. Vi har helt bevidst arbejdet med innovation i forhold til denne forholdsvis lille gruppe som modsætning til at arbejde med innovation på et bredere organisatorisk plan.

Dels oplever vi, at det i en lille dedikeret gruppe er nemmere at skabe den tillid og det fælles engagement, som er nødvendigt for at få innovationen til at løfte sig. Dels ønskede vi at løsrive gruppen så meget som muligt fra dagligdagens organisatoriske sammenhæng, for at innovationsprocessen ikke bliver dræbt af praktiske og kollegiale hensyn.

Det har været vigtigt for os at starte helt fra grunden med overvejelser omkring samfundstendenser og den historiske kontekst, biblioteket placerer sig i. Ofte starter man en innovationsproces ved at sætte en række medarbejdere fra forskellige afdelinger sammen og komme med ønsker eller input til et forudbestemt tema. Her tager man udgangspunkt i en eksisterende faglighed og en udefineret og måske forskelligartet opfattelse af baggrunden og retningen for udviklingsprocessen.

Det kan give en udvikling, der ikke løfter sig fra det eksisterende men bliver indenfor rammerne af det kendte. De eksterne input har været uundværlige i innovationsprocessen. Ved hjælp fra de eksterne oplægsholdere har projektgruppen fået nogle fælles begreber og har bygget et fælles omverdenssyn op. Det har givet inspiration til at danne de temaer, vi nu arbejder videre med. Det er vores erfaring ud fra workshop 1, at det at tage udgangspunkt i samfundets tilstand og tendenser i stedet for i et biblioteks egen faglighed og erfaringer gør, at udviklingsprocessen bliver radikalt mere innovativ og løfter sig fra det eksisterende.

Til projektet er knyttet to konsulenter fra firmaet Udviklingskonsulenterne. Konsulenterne sørger for at styre innovationsprocessen, så den enkelte projektdeltager kan koncentrere sig om at indgå i den. Et af de værktøjer, konsulenterne har bragt ind i Den tredje vej, er Open Space tankegangen.

Idéen er her, at det er energien, der styrer processen. Vi tvinger ikke os selv til at arbejde med et prædefineret tema. Det, der er energi på, og nogle der interesserer sig for, er det, projektgruppen arbejder videre med. Open Space har vist sig at give en frihed, en energi og et engagement, som er med til at bringe innovationsprocessen videre. Samtidig er det også vores formodning, at det, energien samles om blandt projektgruppens deltagere, også er det, der vil have størst mulighed for at stå distancen, når de færdige designkriterier skal afprøves i virkeligheden.

Idéerne

Projektgruppen bag den tredje vej har netop gennemført workshop to, og de første spæde idéer er begyndt at tage form på baggrund af de input, deltagerne har fået undervejs. Her lidt fra idéværkstedet:

  • Bibliotekerne skal arbejde i krydsfelterne. Bogstaveligt og i overført betydning. Krydsfelterne i menneskers liv. Dér hvor livet tager en ny drejning, dér hvor selvopfattelsen er udfordret, dér hvor brydningerne sker. Her er det åbenlyse behov for det kultur- og informationstilbud, bibliotekerne skal levere. Det fortsatte arbejde består i at afdække krydsfelterne og udvikle biblioteksydelser, der rammer skarpt der.
     
  • Fokus skal ligge på den nye biblioteksopgave, på at gøre en forskel i borgernes liv, på at understøtte og tolke det gode liv og ikke på materialesamlingen.
     
  • Bibliotekerne har længe begået den fejl, at de blander lager og præsentation sammen med det resultat, at ingen af delene fungerer optimalt. En Ikea model med adskilte rum til formidling og lager kan være en vej frem, men her skal fortsat idéudvikles og eksperimenteres.
     
  • Udviklingen af partnerskabsbegrebet har også været et centralt tema. Partnerskaber i form af forpligtigende samarbejder med eksterne kommercielle og ikke-kommercielle parter. Samarbejder der udvikles ud fra den overordnede idé, at partnerskabet skal være berigende for begge parter.
     
  • Biblioteksopdeling i et “on-rum” og et “off-rum”. I on-rummet er man for at blive set, for at eksponere sig selv, øve sig på verden, interagere, multitaske og lege. I off-rummet er der plads for fordybelse, læring og meditation.
     
  • Det fragmenterede bibliotek, der arbejder med at eksponere og tilbyde borgerne bibliotekets services – ikke på selve det fysiske bibliotek – men lige præcis der, hvor behovet opstår. Den grundlæggende tanke er, at vi gerne vil ramme krydsfelterne i det moderne menneskes liv. De steder / tidspunkter, hvor det enkelte menneske har plads, rum eller behov i eget liv for at tage ny viden ind eller lade sig inspirere. Det kan f.eks. betyde, at man laver et bibliotekstilbud på sygehuse, i venteværelser og trafikale knudepunkter – men også til festivaller, i kulturhuse, i kirken og ved sportsarrangementer.
     
  • Biblioteket som en afspejling af byens rum, hvor biblioteket indrettes med inspiration fra caféer og torve, men først og fremmest med udgangspunkt i rum/zoner. Zonerne fokuserer på at understøtte borgernes gode liv, hvilket f.eks. kunne føre til følgende opdeling:

– Åndelighed/ Identitet (lokalhistorie, åndelighed, familieliv) 
– Det nysgerrige menneske (fokus på børn og a-ha-oplevelser, installationer) 
– Det politiske menneske/forbrugeren/borgeren (miljø, info om forbrug og samfundsforhold) 
– Sport og krop/det legende menneske (idræt, sundhed og sygdom)
– Arbejde og uddannelse (erhvervsforhold, læring)
– Det kreative menneske (håndarbejde, kunst, kultur).

Frem til sidste workshop og den afsluttende konference vil overvejelserne være, bl.a. på baggrund af panelhøringen, “Er der højde nok på?”, “Er det innovativt nok?” Eller er der behov for at projektet i sin slutfase rykker sig selv endnu en tak op i den mentale helikopter. Ligeledes vil der være behov for i slutfasen at afklare kerneydelser og -værdier for det nye bibliotek og definere bibliotekarrollen.

Hvis du vil vide mere
Interesserede kan følge projektet på bloggen: http://dentredjevej.blogspot.com/ og her se hvilke gæster, der hives ind i idékuvøsen for at bidrage til forløbet. Projektdeltagere fra bibliotekerne i Aalborg, Odense, Viborg, Herning og Randers deltager i hele forløbet og det samme gør forskere fra Danmarks Biblioteksskole.

 

 
© Danmarks Biblioteker 2000 - 2010