Link til forsiden
 

Del på Facebook
 

DB 100 år og på ny kurs!

Af Finn Vester, formand, Danmarks Biblioteksforening

Det har næppe undgået læserens opmærksomhed, at Danmarks Biblioteksforening fylder 100 år den 25. november. Det glæder os, at så mange har meldt sig både til reception og til festaften. Vi ser frem til en stor og festlig dag, som også er tænkt som en markering af folkebibliotekernes 100 årige indsats for oplysning og kulturel aktivitet.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at takke de mange, der har bakket op om foreningens jubilæum – både ved at deltage og ved at sponsere. En særlig tak til Københavns Kommune for at invitere os til reception på Rådhuset og til Det kongelige Bibliotek for at stille Diamanten til rådighed for vores festaften.

Op til fejringen af foreningen er det lykkedes at få at få en række vigtige beslutninger om foreningens fremtidige organisation på plads. Det har været et stort arbejde – både i foreningens Forretningsudvalg, Amtsbiblioteksforeningskreds og sidst men ikke mindst i Repræsentantskabet, og jeg er virkelig glad for, at vi nu i stor enighed kan et lægge et strukturændringsforslag frem for foreningens Generalforsamling til sommer.

DB's styrende organer er nemlig blevet enige om, at foreningen fremover – med virkning fra 2007 – skal nedlægge de nuværende amtsbiblioteksforeninger og i stedet oprette fem regionsforeninger.

Dermed følger vi landets regionsstruktur, og vi er overbeviste om, at det vil være med til at sikre, at foreningen også fremover har lokal forankring og slagkraft. En af udfordringerne for de kommende regionsforeninger bliver at sikre, at alle dele af de nye regioner bliver repræsenteret. Vi vil fra sekretariatet opstille et “standardforslag” til vedtægter for de nye regionale foreninger, og i den sammenhæng vil vi også give gode ideer til sikring af den lokale indflydelse og kontinuitet.

Hvad angår kontinuitet er vi i øvrigt godt hjulpet af den vedtægtsændring, der blev gennemført i foråret, og som fastlægger, at det er de nuværende amtsbiblioteksforeninger, der vælger repræsentanter til foreningens Repræsentantskab for 2006-2010. Dermed er den lokale repræsentation sikret helt frem til 2010, hvor de regionale foreninger for første gang skal stille repræsentation til foreningens ledelse.

Endnu en vigtig beslutning blev truffet på repræsentantskabsmødet: en ny kontingentskala for foreningen, som tager højde for de nye kommunestørrelser.

Den nye kontingentskala betyder kontingentnedsættelse for de allerfleste kommuner fra 2007. Det har været meget vigtigt for os at skabe forudsætningerne for denne kontingentnedsættelse, for alt andet lige vil den gøre det lettere for de nye sammenlagte kommuner at opretholde medlemskabet af DB.

Så vi kan fejre 100 års jubilæet i forvisning om, at en ny og fremadrettet kurs er udstukket for vores gamle forening.

 

 
© Danmarks Biblioteker 2000 - 2010