IFLA i Buenos Aires
Af Finn Vester, formand, Danmarks Biblioteksforening
Hen over sommeren har de store spørgsmål om den kommende strukturreform optaget sindene – rundt om i kommunerne og i Danmarks Biblioteksforening.
Vi kommer også i den kommende tid til at prioritere arbejdet med de nye kommunale strukturer højt, blandt andet på det kommende møde med vores 14 amtsbiblioteksforeninger den 28. september, hvor både den regionale og den kommunale struktur står på dagsordenen.
Men der er også en verden uden for landets grænser, og i slutningen af august holdt den internationale biblioteksforening, IFLA, sin årlige konference i Buenos Aires. Som det fremgår af dette og næste nummer af Danmarks Biblioteker, var dansk biblioteksvæsen og Danmarks Biblioteksforening vel repræsenteret i den store konference, hvor mere end 3000 biblioteksfolk fra hele verden mødtes og diskuterede bibliotekernes udvikling.
I Danmarks Biblioteksforening har vi i de senere år opprioriteret foreningens internationale arbejde, fordi vi kan se, at udviklingen i bibliotekerne og i det øvrige samfund bliver stadig mere afhængig af den internationale udvikling. Derfor er det nødvendigt, at vi også internationalt arbejder for bibliotekerne og borgernes frie og lige adgang til information.
Vi har arbejdet aktivt for, at IFLA i langt højere grad end det hidtil har været tilfældet skal være i stand til at fungere som en egentlig international lobbyorganisation, der er i stand til at varetage bibliotekernes interesser på det globale niveau. Det har senest vist sig helt nødvendigt i forbindelse med FN's verdenskonference om informationssamfundet (WSIS/World Summit on the Information Society), der fandt sted i Geneve i december sidste år, og hvor IFLA sammen med de nationale biblioteksforeninger sikrede, at bibliotekerne også på dette niveau fik en central placering.
IFLAs præsident, Kay Raseroka, fra Botswana, er en stærk fortaler for denne nye udadvendte rolle, så vi forventede, at IFLA konferencen i år ville afspejle denne ændrede prioritering – specielt da de nationale biblioteksforeninger har krævet det som betingelse for at acceptere en ny kontingentstruktur, der for DB's vedkommende betyder en tredobling af kontingentet til IFLA.
Desværre må vi nok konstatere, at det kun delvis lykkedes. Retfærdigvis skal siges, at der var en del møder om globalt lobbyarbejde i forbindelse med IFLA's WSIS opfølgning, og der var diskussioner om lobbystrategier, men der er lang vej igen.
Så selvom det var spændende og tankevækkende at møde den sydamerikanske biblioteksvirkelighed, så rejste vi alligevel noget frustrerede hjem med bevidstheden om, at arbejdet med at ændre IFLA bestemt ikke er afsluttet.
Vi har fortsat en stor opgave med at påvirke IFLA til at ændre fokus, for vi har brug for en international biblioteksorganisation, der professionelt kan arbejde for bibliotekerne globalt. Vi har sammen med de øvrige biblioteksorganisationer inviteret IFLA's nye generalsekretær Ramachandran Rasu til Danmark i december, og her vil vi tage disse spørgsmål op, for vi tror fortsat på, at IFLA med tiden kan blive i stand til at varetage opgaven.
|