|
Repræsentantskabsmøde i Slagelse
Af Finn Vester, formand for Danmarks Biblioteksforening
Danmarks Biblioteksforening bruger hvert efterår sit repræsentantskabsmøde til at få debatteret og afklaret foreningens holdning til aktuelle bibliotekspolitiske spørgsmål. Mødet blev i år holdt i Slagelse, og følgende spørgsmål var sat på dagsordenen:
• Bibliotekaruddannelsen
• Priser på video og dvd til biblioteksudlån
• Internetfiltre
• Bloktilskudsundersøgelsen
De to repræsentantskabsmedlemmer Carsten Nicolaisen, DBs repræsentant i Danmarks Biblioteksskoles uddannelsesråd og Danmarks Biblioteksskoles rektor Leif Lørring gav deres bud på, hvilke forventninger folkebibliotekerne har til de nyuddannede bibliotekarer, og hvordan skolen imødekommer forventningerne. Det gav anledning til en livlig debat, der understregede, at Biblioteksskolen og bibliotekerne skal arbejde meget tættere sammen, bl.a. gennem det erhvervsrelaterede projekt, hvor de studerende arbejder i bibliotekerne. Debatten om de høje priser på video og dvd mundede ud i en beslutning om, at DB i Konkurrencestyrelsen sonderer, om videogramdistributørerne har et reelt monopol på salget. Det er til-fældet, hvis de uden konkurrence fastlægger priserne. Under alle omstændigheder er bibliotekerne i klemme mellem bibliotekslovens intention om, at video skal ligestilles med øvrige medier og det faktum, at bibliotekssalget for videogramdistributø-rerne udgør et lille og uinteressant marked, og DB vil derfor i den kommende tid diskutere sagen med KL, Biblioteksstyrelsen samt Kommunernes Skolebiblioteksforening. Repræsentantskabet drøftede også brug af internetfiltre i bibliotekerne, ikke mindst i lyset af den beskyldning, som justitsministeren har fremsat om, at bibliotekerne og DB går ind for, at bibliotekerne skal tillade børneporno. Det blev selvfølgelig slået fast, at børneporno er ulovligt, og derfor ikke skal forekomme på bibliotekernes pc'er. Derudover kom mange forskellige synspunkter frem om, hvordan man med eller uden filtre kan give fri adgang til information, uden at brugerne udsættes for porno på skærmene. Repræsentantskabet nåede ikke frem til en endelig konklusion, hvad der heller ikke var lagt op til. Undersøgelsen om internetfiltre fra Danmarks Biblioteksskole endnu ikke var udkommet, da repræsentantskabet mødtes, og uden at kende filtrenes egenskaber var det omsonst at diskutere, om de er brugbare i en bibliotekssammenhæng.
Endelig stod den årlige bloktilskudsundersøgelse på dagsordenen. Undersøgelsen viser i år, at det skæve biblioteksdanmark trækkes mere og mere skævt. De små biblioteker får ikke bloktilskud i ret stort omfang, og samtidig bliver deres budgetter yderligere beskåret. De store biblioteker får i større udstrækning både bloktilskud og undgår at få budgettet beskåret.
Vi afventer nu resultaterne af den evaluering af biblioteksloven, som Biblioteksstyrelsen har i gang. Derefter må vi diskutere, om finansieringen af biblioteksvæsenet giver så uhensigtsmæssige udslag, at det er nødvendigt med en ændring. Hvis strukturen og finansieringen af bibliotekerne lægger hindringer i vejen for, at alle borgere har fri og lige adgang til information, uanset hvor de bor, vil vi arbejde politisk for at ændre situationen. Min mundtlige beretning og referatet af repræ-sentantskabsmødet findes på DBs hjemmeside www.dbf.dk
|