Af Finn Vester, formand for Danmarks Biblioteksforening

Et af de meget debatterede emner i forsommeren har været piratkopiering af musik, video og multimedier, og også bibliotekernes rolle som passiv medvirkende til denne ulovlige praksis har været til debat. EU anslår, at piratkopiering udgør ca. 7% af verdenshandelen. Det er et stort tal, og et tal, der hele tiden vokser. Derfor må alle led i kæden af formidling af musik og film nødvendigvis gå ind i en seriøs debat om, hvad der kan gøres ved problemet.
Ulovlig kopiering er ikke noget nyt problem. Når piratkopiering har udviklet sig til et så omfattende problem, som tilfældet er, skyldes det, at med den digitale teknologi kan enhver - let og billigt - producere en perfekt kopi. I debatten har det været fremført, at  kopiering af musik, lånt på bibliotekerne, er en væsentlig kilde til problemet. Denne påstand tilbagevises imidlertid af den undersøgelse, som Kulturministeriet har lavet. Heraf fremgår klart, at udlånet af musik fra bibliotekerne samt ulovlig kopiering fra dette udlån udgør en ganske lille procentdel af den ulovlige kopiering.
Spørgsmålet om piratkopiering var et af de varme emner, da Kulturministeriet i maj holdt konference om ophavsretten fem år frem. På denne konference varetog Harald von Hielmcrone, Statsbiblioteket,  Biblioteksparaplyens og dermed bibliotekernes interesser. Harald von Hielmcrone er også bibliotekernes repræsentant i arbejdsgruppen, der blev nedsat på konferencen  for at se på  mulighederne for at begrænse piratkopieringen ved at indføre forbud mod den hidtidige ret til kopiering til eget brug af lånte cd'er og dvd'er. (Det er her vigtigt at skelne mellem ulovlig kopiering, som vi naturligvis finder forkastelig, og den lovlige kopiering til privat brug).
Man skal altid tænke sig meget godt om, når et misbrugsproblem søges løst gennem indskrænkning af den enkelte borgers rettigheder. Og retten til at tage en personlig kopi af et værk er et vigtigt led i den enkeltes mulighed for videreuddannelse og personlig udvikling. Ikke desto mindre er vi fra biblioteksside indstillet på at acceptere en begrænsning i denne ret, men kun hvad angår musik- og filmværker i digital form. Den ulovlige kopiering af disse værker har nået et uacceptabelt stort omfang, og vi føler os derfor forpligtede til at medvirke til en løsning. Til gengæld vil vi på det kraftigste modsætte os, at denne åbning fra vores side medfører, at tilsvarende indskrænkninger forsøges indført på litterære værker. En indskrænkning her vil f.eks. begrænse en rationel formidling af forskningsresultater gennem kopiering af tidsskriftartikler.
Men allervigtigst for bibliotekerne er det centrale princip, at den enkelte borger skal have fri og uhindret adgang til information i enhver form. Denne frie adgang er fundamentet for det demokratiske samfund, og derfor skal vores accept af en indskrænkning i denne frie ret for musik og videos vedkommende ses som en helt enkeltstående undtagelse og ikke som indledning til en gradvis underminering af den enkelte borgers rettigheder.