Link til forsiden
 

Del på Facebook
 

Danmarks Biblioteksforening på arbejde for demokrati og mangfoldighed

Af Finn Vester, formand for Danmarks Biblioteksforening

Det har på alle måder været en varm eftersommer præget af, at det politiske arbejde er gået i gang igen efter en lang ferie. Først og fremmest er det Finanslovsforslaget og forarbejdet dertil, som Danmarks Biblioteksforening har været nødt til at reagere på. Kulturminister Brian Mikkelsen har som en del af sit ministeriums arbejde fremsat en plan for bedre forhold for musikken i Danmark, Liv i Musikken. Det er på mange måder en udmærket plan, der faktisk kan komme til at betyde mere liv i musikken, men på ét punkt er vi dybt uenige – ligesom KL i øvrigt er det. Det drejer sig om et forslag til karenstid for udlån af ny musik på bibliotekerne med den hensigt at komme piratkopiering til livs. Danmarks Biblioteksforening tager piratkopiering alvorligt, men vi ser ingen grund til at indføre en ordning, der går mod bibliotekslovens intentioner, og som vi ydermere på baggrund af kulturministeriets egne undersøgelser har grund til at tro vil være ineffektiv.
Også en anden udløber af Finanslovsforslaget har vi måtte protestere imod. Det drejer sig om Regeringens forslag om, at der skal  spares 180 mio. kr. i portostøtte til fagblade og tidsskrifter. For Danmarks Biblioteksforening vil det betyde en årlig merudgift på 242.000 kr. Det er slemt nok, men værre er, at den debat og det engagement, der udspringer fra foreningsbladene, vil blive stærkt beskåret.
Danmark er et foreningsland, med rigtig mange fagblade og magasiner. Uden portostøtten vil mange foreninger ikke have råd til at udsende deres blade. Derfor betragter vi forslaget som et alvorligt slag mod  mangfoldigheden i dansk folkeoplysning og dansk demokrati.
Danmarks Biblioteksforening har derfor opfordret Regeringen til at genoverveje sit forslag.


Og endelig har vi haft sagen om brug af internetfiltre i bibliotekerne. Det er ikke første gang, vi har debatten om filtre, censur kontra beskyttelse af børn mod pornografi og vold, og det bliver heller ikke sidste gang!
I Danmarks Biblioteksforening ønsker vi en velfunderet og nuanceret debat om dette vigtige spørgsmål. Derfor har vi bedt Danmarks Biblioteksskole gå i gang med en videnskabelig undersøgelse af filtrene, så vi alle sammen kan blive klogere på, hvad vi udtaler os om, når vi diskuterer brugen af filtre. Derudover har vi sat et debatforum i gang på vores hjemmeside samt lagt op til, at Repræsentantskabet på sit møde d. 31. oktober får lejlighed til at drøfte sagen.

På denne plads vil jeg give udtryk for min forbavselse over, at landets justitsminister i debatten ikke skelnede mellem lovlig og ulovlig information og fastholdt, at Danmarks Biblioteksforening støttede børnepornografi!
Jeg vil gerne gentage, at det gør Danmarks Biblioteksforening naturligvis ikke. Brug af børneporno er en kriminel handling, der skal anmeldes, og af bibliotekerne bliver anmeldt til politiet.
Men Danmarks Biblioteksforening mener, at bibliotekerne i videst muligt omfang skal stille al lovlig information ucensureret til rådighed for landets borgere, sådan som biblioteksloven kræver det.
Den frie adgang til information er grundlaget for vores demokratiske samfund, og vi skal passe på ikke at lade et forenklet – men populært – standpunkt få os til at give køb på grundlæggende rettigheder i vores samfund!

 

 
© Danmarks Biblioteker 2000 - 2010